I det fynske folks tjeneste

Få overblikket: Pape åbner for politiskolen igen

Det er den forhenværende AMU-skole, som Svendborg Kommune har foreslået som ny vestdansk politiskole Foto: Andreas Hedelund Jørgensen

Justitsminister Søren Pape Poulsen har mandag inviteret til nye forhandlinger om politiskolen i Vestdanmark. Få det fulde overblik over sagen her.

I regeringsgrundlaget står der, at politiskolen skal placeres i Herning og være et nybyggeri, men i sidste uge åbnede justitsminister Søren Pape Poulsen (Kons.) op for, at det godt kan blive en anden by end Herning.

Således er der igen blevet plads til at placere en politiskole på Fyn. Her har Nyborg, Odense og især Svendborg været aktive med forslag til en placering.

Men selv om justitsministeren har budt ind til en ny armlægning, ændrer det intet ved de knaster, der længe har været i forhandlingerne, lyder det fra Trine Bramsen, Socialdemokratiets retsordfører.

- Jeg håber, at regeringen erkender, at den hverken har flertal i politiforligskredsen eller i Folketinget for nybyggeri, og så kan vi derfra vælge eksisterende byggeri og få uddannet de betjente, som det hele handler om, siger hun.

Læs også Svendborgs borgmester: Jeg tror ikke på politiskolen mere

Men selvom Dansk Folkeparti har samme holdning som Socialdemokratiet og vil placere en politiskole i en eksisterende bygning, så indtager Svendborg en afventende holdning til dagens møde:

-  Vi har været med hele vejen igennem og fremsat de argumenter, vi synes taler for en politiskole i Svendborg. Men det har været en speget politisk proces. Derfor må jeg erkende, at vi ikke vil gøre mere,  men afvente og se, sagde Lars Erik Hornemann  fredag til TV 2/FYN.

FAKTA: RIGSPOLITIETS ANBEFALINGER

  • Rigspolitiet har i en rapport vurderet mulighederne for at etablere en ny politiskole vest for Storebælt i en eksisterende bygning.
  • Flere kommuner har budt ind med bygninger, der eventuelt kunne huse skolen. Også mulige byggegrunde er blevet anbefalet.
  • Rigspolitiet konkluderer, at det vil være muligt at benytte en eksisterende bygning, men at en ny vil sikre de bedste rammer for uddannelsen.
  • Bliver det ikke et nyt byggeri, anbefaler Rigspolitiet tre konkrete bygninger i henholdsvis Vejle, Skanderborg og Holstebro.
  • I Rigspolitiets analyse står der, at der skal foretages store ombygninger for at gøre de eksisterende bygninger klar.
  • Derfor vurderer Rigspolitiet, at etableringstiden for et nybyggeri generelt ikke er længere end for til- og/eller ombygninger på de anførte ejendomme.
  • Etableringstiden for et nybyggeri (38 måneder) vil ikke være længere end tiden for om- og/eller tilbygninger på de anførte ejendomme (40-54 måneder).
  • Undtagelsen er dog Holstebro, der har en bygning, som ifølge Rigspolitiet kan være klar 11 måneder hurtigere end nybyggeri. Estimeret ombygningstid på cirka 27 måneder.
  • Hernings borgmester, Lars Krarup (V), har udtalt, at Herning kan have en nybygget skole parat i løbet af 22 måneder.
 Kilde: Rigspolitiet /ritzau

FAKTA: 32 kommuner har budt ind på ny politiskole

 Her er fakta over, hvilke kommuner der gerne vil huse den nye politiskole:
  •  32 kommuner har budt sig til.
  •  45 ejendomme og 29 byggegrunde fordelt på de 32 kommuner er i spil.
De 32 kommuner er:
Brønderslev, Esbjerg, Favrskov, Fredericia, Frederikshavn, Haderslev, Herning, Hjørring, Holstebro, Horsens, Ikast-Brande, Jammerbugt, Kolding, Mariagerfjord, Nyborg, Odense, Randers, Ringkøbing-Skjern, Silkeborg, Skanderborg, Skive, Struer, Svendborg, Sønderborg, Varde, Vejen, Vejle, Vesthimmerland, Viborg, Aabenraa, Aalborg og Aarhus.
 Kilder: Rigspolitiet/ritzau

 OVERBLIK: Den svære placering af den nye politiskole

November 2015:
Som en del af aftalen for politiets økonomi frem mod 2019 aftaler Venstre-regeringen, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og De Konservative at oprette en ny politiskole i Vestdanmark i 2018.
Optaget på politiuddannelsen skal fordobles med omkring 900 personer til i alt 1830 politielever.
Der afsættes i alt 100 millioner kroner.
I alt 32 kommuner ønsker at huse den nye politiskole.

5. november 2016:
Rigspolitiet har i en rapport vurderet mulighederne for at etablere en politiskole vest for Storebælt.
Konklusionen lyder, at det vil være muligt at benytte en eksisterende bygning, men at en ny vil sikre bedre rammer.
Bliver det ikke et nybyggeri, anbefaler Rigspolitiet tre konkrete bygninger i henholdsvis Vejle, Skanderborg og Holstebro.

9. november 2016:
Daværende justitsminister Søren Pind (V) meddeler, at regeringen agter at placere en nybygget politiskole i Herning. S og DF kritiserer beslutningen og kræver, at sagen drøftes i forligskredsen.

27. november 2016:
VLAK-regeringen har i sit regeringsgrundlag skrevet ind, at den nye politiskole skal bygges op fra bunden i Herning. S og DF fastholder kritikken.

19. januar 2017:
Justitsminister Søren Pape Poulsen (K) melder ud, at regeringen er klar til at droppe sit krav om, at den nye politiskole skal placeres i Herning.
Han fastholder dog, at skolen skal være et nybyggeri.
Partierne bag aftalen indkaldes til nye forhandlinger 23. januar.

Kilde: ritzau

 

Ved du noget? Så send os et tip

Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig

Tryk på del og herefter "Føj til hjemmeskærm" for at oprette en genvej.

Åben browser menuen og vælg "Føj til startskærm" for at oprette en genvej.