Få svarene her: Opdagede du også de fire fynske sprogfejl?

Stavefejl og kommafejl er hverdag, når vi kaster os over facebookopslag, sms’er, nyhedsartikler og blogindlæg. Få svarene på de fire sprogfejl, der er sendt ud til den brede befolkning.

Vi laver det alle sammen: børn, voksne, journalister, ordblinde. Alle sammen. Det er sprogfejlene, vi taler om.

Nogle gange er det sjusk. Andre gange er det uvidenhed. Og så er der alle dem, der er ligeglade med, om de laver fejl.

I løbet af den seneste uge er TV 2/Fyn stødt på flere sprogfejl i det fynske, og herunder har vi samlet fire eksempler. Du kan se, om du har gættet rigtigt - og få forklaringen på, hvorfor der er tale om en sprogfejl.

Tidligere undersøgelser har vist, at fynske børn laver flere stave- og sprogfejl end andre danske børn, fordi fynsk har det med at sluge endelserne. Det gælder eksempelvis ord som “hoppede”, der på fynsk bliver udtalt "hoppt", "hoppet" eller "hopped". Uanset hvor man kommer fra, er sprogfejl noget, der deler vandene. 

Eksempel 1: Busskilt 

Kan du se fejlen?
Kan du se fejlen?
Foto: Sune Jørgensen

I forbindelse med VM i triatlon flere steder på Fyn blev buspassagerer og forbipasserende mødt med dette skilt, der forklarede, at Citybussen i Odense holder stille den 6. og 14. juli. Billedet er taget i Pantheonsgade.

Her er svaret: Der mangler et nutids-r i ordet "køre", så den korrekte sætning er: "Citybussen kører ikke 6. og 14. juli." Derudover skal ordet "Triatlon" ikke skrives med stort". 

Eksempel 2: Skilt ved indkøbscenter 

Kan du se fejlen?
Kan du se fejlen?
Foto: Sune Jørgensen

Når cyklende eller gående forlader Rosengårdcentret i Odense, kan de køre eller gå under Munkerisvej. Her bliver de mødt af dette skilt, der takker de handlende i indkøbscentret.

Her er svaret: Der mangler et komma i sætningen. Der sættes komma ved led, der står uden for sætningen, eksempelvis tiltaleord eller udråb, oplyser Dansk Sprognævn. Derfor skal der komma efter ordet “Tak”, da det er defineret som et udråb.  

Eksempel 3: Elevator 

Kan du se fejlene?
Kan du se fejlene?
Foto: Sune Jørgensen

Hvis elevatoren går i stå, er det rart, at de indespærrede kan ringe til alarmcentralen direkte fra elevatoren. Der er flere sprogfejl på dette skilt. Billedet er taget i Kanslergade i Odense.

Her er svarene: "drift stop" skal skrives i ét ord, så det bliver til "driftsstop". På dansk er der - i modsætning til eksempelvis engelsk - en regel om sammensatte navneord. Derudover er "sek." den korrekte forkortelse for "sekunder" - og ikke "sec.", som det står på skiltet. 

Eksempel 4: Vejskilt 

Kan du se fejlen?
Kan du se fejlen?
Foto: Sune Jørgensen

Billedet er taget på Østerbæksvej i Odense, men det kan helt sikkert findes andre steder på Fyn eller i resten af landet. Skiltet og fejlen er udbredt.

Her er svaret: Det er en meget almindelig stavemåde at skrive "max" som forkortelse for ordet "maksimum", oplyser Dansk Sprognævn, men den korrekte forkortelse er "maks.". 

Er du stødt på sprogfejl i det offentlige rum på Fyn, er du velkommen til at dele billederne af dem på Facebook eller sende dem på e-mail

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

 

Oversigt

    Oversigt