Få testet din egen mad ved kulinarisk maraton

Kulinarisk Sydfyn er inde i sin sidste dag af årets udgave. Over 100 stande venter på besøg.

Søndag bliver der mulighed for at få luftet sin indre gastronom og samtidig få den testet.

Her vil kokkene Claus Holm og Søren Gericke nemlig fra klokken 13.00 og et par timer frem lægge ganer og smagsløg til det bedste du kan trylle frem i dit køkken.

"Min smag, min ret" hedder seancen som også skal finde en vinder af et "kulinarisk gavekort" på 1.000 kroner.

Lokale tryllede med lokale råvarer

Holm og Gericke er en del af programmet på sidste dag af årets udgave af Kulinarisk Sydfyn i Svendborg.

Her blev der tyvstartet på Torvet tirsdag og onsdag med en række arrangementer; "Kulinarisk Banko", stort sildebord og opera med middelhavsbuffet. 

Og så - måske ikke mindst - spisearrangementet "Lokal laver lokalt", som var et kulinarisk samarbejde mellem køkkencheferne på Vester Skerninge Kro, Restaurant Resumé, Hotel Svendborg, Hotel Christiansminde og Restaurant Garniture.

Her blev der serveret fem retter skabt alene af lokale råvarer, som også er Kulinarisk Sydfyns tema for 2018.

- Det er et kæmpe samarbejde af forskellige leverandører, der ligesom siger "vi har det her", det skal være sæson og køkkencheferne snakker sammen, så vi ikke arbejder med de samme ting, sagde Kim Lundvaldt, ejer af Restaurant Resumé.

- Jeg synes det er rigtig spændende og virkelig godt for byen, at vi kan arbejde sammen på den måde.

Kulinarisk Sydfyn 2018 slutter klokken 17.00 - indtil da er der blandt andet mulighed for at besøge et godt stykke over hundrede stande i Krøyers Have, på Centrumpladsen, Torvet og Ramsherred.

Kulinarisk Sydfyn 2018

Oversigt

    Oversigt