I det fynske folks tjeneste

For få unge stemmer - denne kommune har fundet løsningen

Hvad skal der til for at få flere unge til at stemme? Det spørgsmål prøver vi at finde svaret på de næste dage på TV 2/Fyn. Blandt andet ved at besøge Silkeborg, der har succes med netop det.

00:30

I Nordfyns Kommune  stemte 78 procent af vælgerne over 30 år ved kommunalvalget i 2013. For de 18-29 årige var tallet noget lavere. Her var det kun 58 procent, der stemte.

- Når der er kommunalvalg, så har vi selvfølgelig en større interesse og pligt som kommunalpolitikere til at hæve valgdeltagelsen. Jeg vil jo ikke kunne sige, at jeg er valgt af borgerne, hvis valgdeltagelsen er for lav, siger Morten Andersen, borgmester i Nordfyns Kommune.

På resten af Fyn er billedet det samme. De unge under 30 år stemmer væsentligt mindre, end dem, der er over 30.

- Jeg har det sådan, at en stemme er jo lige vigtig, uanset om den kommer fra en 18-årig eller en 98-årig. Men de unge skal jo stemme mange gange endnu, så det er selvfølgelig vigtigt at vænne dem til at stemme, siger Morten Andersen.

Valgdeltagelsen steg med 25 procent

I Silkeborg Kommune formåede byrådet at hæve valgdeltagelsen blandt de unge med 25 procent ved kommunalvalget i 2013.

Det skete ved hjælp af en kampagne, der bestod af flere forskellige initiativer. Et af initiativerne var, at antallet af valgmøder og -debatter på ungdomsuddannelserne blev sat op. Derudover var kandidaterne til debatterne for det meste unge politikere, som de unge kunne spejle sig i.

- De unge kunne se, at her var der én, de kunne relatere sig til. Ham, der sad der fra Venstre, han gik jo selv på gymnasiet i Silkeborg, fortæller Mads Frandsen, der blev valgt ind som 18-årig for Venstre i Silkeborg.

Nordfyns borgmester, Morten Andersen, nævner også vigtigheden af unge kandidater:

- De unge skal have nogen, de kan identificere sig med. Det var der sidste gang, og det er der heldigvis også ved valget i år.

Fem kroner per indbygger

Kampagnen i Silkeborg var mulig, fordi byrådet i Silkeborg havde besluttet at bruge fem kroner per indbygger på kampagnen.

Hvis Nordfyns Kommune valgte at gøre det samme, ville den have et budget på 150.000 kroner til at løfte valgdeltagelsen for de unge. Men det ser Morten Andersen ikke som en mulighed:

- Ved sidste valg brugte vi selvfølgelig nogle penge på valgmøder og -debatter. Men slet ikke i den størrelsesorden. Det handler jo også om, at de unge selv skal yde en indsats for at sætte sig ind i tingene. 

Læs også Interessen for kommunalvalg halter for de unge