I det fynske folks tjeneste

Faaborg dreng har succes i Cannes

Filmindkøbere i Cannes har vist stor interesse for succesfilmen \"Terkel i knibe,\" der blandt andet er tegnet og instrueret af den 25-årige Thorbjørn Kristoffersen fra Faaborg.

-

Filmindkøbere i Cannes har vist stor interesse for succesfilmen \"Terkel i knibe,\" der blandt andet er tegnet og instrueret af den 25-årige Thorbjørn Kristoffersen fra Faaborg.

Nordisk Film har i Cannes solgt den animerede tegnefilm til Benelux-landene, Thailand, Malaysia og Singapore, fortæller Susan Wendt fra Nordisk Film, til TV2/Fyn.

Susan Wendt var med i Cannes for Nordisk Film for at promovere filmen.

- Køberne som vi forhandlede med var meget begejstret for såvel kvaliteten  som humoren i filmen, siger Susan Wendt.

Thorbjørn Kristoffersen har sammen med resten af filmholdet ventet spændt på kritikernes og købernes reaktion.

- Det er fedt, at så mange mennesker kommer til at se filmen. Samtidig med at det også giver chancen for at få den solgt i udlandet, siger Thorbjørn Kristoffersen til TV2/Fyn.

Den fynske tegner, der arbejder for A-film i København, har hentet meget inspiration fra skolegangen i Faaborg, da han skulle tegne Terkel og hans univers.

Indtil videre har 337.000 danskere set den populære animerede tegnefilm. Filmen blev forrige uge vist ved Tribeca Film Festival i New York. Til efteråret går turen til Hamburg, hvor den skal vises på en filmfestival.