Faaborg HK forhandler med Kasper Nielsen

Faaborg HK forhandler med landsholdsspilleren i håndbold, Kasper Nielsen, erfarer TV 2/FYN. Han kan senere onsdag blive præsenteret som ny spiller på et pressemøde, som klubben har indkaldt til.

Kasper Nielsen er arbejdsløs, efter at GOG i sidste uge gik konkurs. Kilder fortæller til TV 2/FYN, at forhandlingerne har stået på gennem flere dage, og at de fortsætter onsdag med håbet om, at de falder på plads, så han kan præsenteres på pressemødet.

Faaborg HK, der er tophold 1. division, vil onsdag aften minimum præsentere én landsholdsspiller, der netop er kommet hjem fra EM i Østrig, oplyser klubben. Og muligvis vil klubben onsdag aften præsentere hele tre spillere, erfarer TV 2/FYN.
- Jeg vil ikke give nogen navne. Men den spiller, vi præsenterer, bliver i stil med en "Martin Jørgensen vender hjem til AGF"-aftale, siger klubbens formand Flemming Kusk.

Han ønsker hverken at bekræfte eller afvise, om klubben har eller er tæt på en aftale med Kasper Nielsen. Ifølge TV 2/Sporten er en aftale mellem Kasper Nielsen og Faaborg HK på plads.

Forlydener om, at det skulle være den danske landsholdsspiller, Torsten Laen, der vender hjem fra Füchse Berlin, hvor han spiller, bliver afvist af flere kilder.

Faaborg HK Elites formand Flemming Kusk fortæller til TV 2/FYN, at klubben søndag havde et møde med sin sponsorer - herunder hovedsponsoren Sparekassen Faaborg - hvor det blev besluttet, at klubben skulle satse på at få en række profiler til klubben.
- Der var en kraftig opbakning til, at vi skulle fortsætte arbejdet omkring de spillere, siger han.

Faaborg HK er netop nu på tredjepladsen i 1. division med en god mulighed for oprykning.

Oversigt

    Oversigt