Faaborg-Midtfyn er bedst til bredden

Syv danske kommuner vil fremover gøre en ekstra indsats for breddeidrætten. Det står klart, efter at kulturminister Carina Christensen i dag løftede sløret for, hvilke kommuner, der fremover kan bryste sig med titlen som breddeidrætskommune.

En faglig gruppe under breddeidrætsudvalget har behandlet de i alt 36 indkomne ansøgninger, og valget er faldet på Faaborg-Midtfyn, Varde, Aalborg, Viborg, Køge, Gentofte, og Slagelse.

De valgte kommuner forpligter sig til at yde en særlig indsats, for at efterkomme de anbefalinger breddeidrætsudvalget fremlagde i marts 2009. Anbefalingerne går bl.a. på at udvide indsatsen for at fastholde de allerede aktive unge i idrætsforeningerne, samt at skabe indbydende rammer der inspirerer de ikke-idrætsaktive til at deltage.

Breddeidrætskommunerne støttes med sammenlagt 20 mio. kr. efter en 50/50-ordning, hvor kommunernes egne investeringer belønnes af et tilsvarende beløb fra puljen, der er udbudt af Kulturministeriet og Nordea-Fonden.

Oversigt

    Oversigt