Faaborg-Midtfyn får ret i handicapsag

Faaborg-Midtfyn kommune var i sin gode ret, da den før jul besluttede, at en handicappet kvinde ikke længere måtte bruge sit sædvanlige daghjem i Svendborg, men skulle benytte sig af et tilbud i hjemkommunen.

Den 27-årige Mia Kürstein og hendes pårørende var stærkt utilfredse med, at hun på den måde blev frataget muligheden for at være sammen med de venner, hun havde haft siden barndommen.

Mia Kürstein var i aktivitetstilbud på Grønnemoseværkstederne i Svendborg, men kommunen besluttede, at et tilbud på Pegasus i Faaborg dækkede kvindens behov lige så godt.

Den afgørelse blev der klaget over til Det Sociale Nævn, som nu har givet Faaborg-Midtfyn kommune medhold i sagen.

- Det er selvfølgelig altid ærgerligt, når vores borgere føler sig klemt i systemet, siger Anne-Birgitte Helbo fra Handicap og Psykiatri, Faaborg-Midtfyn, der ellers er tilfreds med at blive bekræftet i, at sagsgangen er overholdt.

Oversigt

    Oversigt