I det fynske folks tjeneste

Faaborg-Midtfyn og Ærø må hæve skatten

01:19

1 af 2

To fynske kommuner har nu fået tilladelse til at hæve skatten til næste år.

I alt har seks kommuner i hele landet fået tilladelse til at hæve skatten til næste år, og blandt de seks er altså Faaborg-Midtfyn og Ærø kommuner.

- Vi har søgt om tilladelse til at hæve skatten for at undgå sanktioner, hvis vi kommer til at hæve skatten, siger Ærøs borgmester Jørgen Otto Jørgensen(S).

Ærøs budget for 2015 er endnu ikke på plads, mens borgmesteren er glad for, at kommunen nu har fået lov til at hæve skatten med i alt 2,7 millioner kroner.

- Enten skal vi have besparelser eller skattestigninger, og jeg tror da, at vi hæve skatten for at undgå nedskæringer, nu da vi har fået tilladelsen, siger borgmesteren.

Skatteprocenten på Ærø er lige nu på 26,1 procent, og hvis kommunen bruger tilladelsen fuldt ud, vil skatteprocenten stige til 26,4 procent.

Faaborg-Midtfyn Kommunes budget er endnu ikke på plads, men kommunen har søgt og fået tilladelse til at hæve skatten med i alt 5,5 millioner kroner. Men det betyder ikke nødvendigvis skattestigninger eller stigninger i grundskylden.

- Det er jo ikke nogen hemmelighed, at jeg er imod at bruge grundskylden som en redskab. Men nu er redskabet der, som en del af værktøjskassen, og så må vi se, hvor forhandlingerne bringer os hen, siger Christian Thygesen(V).

Som en del af regeringens aftale med KL om kommunernes økonomi kunne kommunerne søge om lov til at hæve skatterne for samlet op til 150 mio. kr. Seks kommuner søgte om at øge skatten for samlet 132,6 mio. kr. Det er 100 mio. kr. mindre end sidste år. Alle kommuner, som søgte, har nu fået lov til at hæve skatten. Det er dog ikke sikkert, at alle seks kommuner vil hæve skatten med det fulde beløb.

- Det glæder mig, at kun få kommuner ønsker at øge skatten til næste år, og at forventningerne om skattestigninger er mere beskedne end sidste år. Samtidig sørger vi for, at de kommuner, som nu sænker skatten, vil modtage et tilskud. Det tilskynder de kommuner, der har mulighed for det, til at sætte skatten ned. Alt sammen er det med til at sikre fleksibilitet, når skatteniveauet skal fastsættes på rådhusene, siger økonomi- og indenrigsminister Morten Østergaard(R).

Ved du noget? Så send os et tip