I det fynske folks tjeneste

Faaborg-Midtfyn tæller stadig

De valgtilforordnede i Faaborg-Midtfyn Kommune tæller stadig torsdag morgen.

I en enkelt af de ti fynske kommuner bliver der torsdag formiddag stadig svedt over stemmesedlerne. I Faaborg-Midtfyn er tællefolket i fuld gang, og de fortsætter indtil to optællinger er nøjagtig ens.

På grund af et meget tæt resultat af den første fintælling af kommunalvalget blev det besluttet at gennemføre endnu en fintælling af enkelte lister. Nogle stemmesedler er talt op til ti gange. Og fintællingen kan ifølge valgchef Palle Bjerre sagtens vare ved i flere timer.

- Vi bliver ved, indtil optællingen giver to ens resultater, siger valgchefen til Palle Bjerre.

Ifølge TV 2/FYNS reporter på stedet bliver hver enkelt stemmesedel fra partierne SF, Enhedslisten og Socialdemokraterne gennemgået minutiøst.

Den ekstra fintælling gennemføres nemlig fordi, valgbestyrelsen har fundet, at der er en meget lille stemmeforskel mellem liste F og Ø, som er i valgforbund.

Det betyder, at det er få stemmer, der afgør om det er Socialistisk Folkeparti eller Enhedslisten, der skal have mandat nr. 2. Ifølge valgchef Palle Bjerre drejer det sig om syv stemmer.

Derudover er der for Socialdemokraterne fire kandidater, der ligger meget tæt, hvor det kun er de tre, der har opnået valg.

Ifølge Palle Bjerre kom der nye tælle-retningslinjer på valgaftenen, som han også har instrueret de valgtilforordnede i torsdag morgen.

Og valgchefen er en rutineret én af slagsen. Palle Bjerre har været med i 25 år, og alle de valg, hvor han har været chef, er i øvrigt endt med en ny borgmester, fortæller han til TV 2/FYN.S

Ved du noget? Så send os et tip