Faaborg-Midtfyn vil slanke chefgruppen

Faaborg-Midtfyns borgmester Christian Thygesen (V) og tidligere borgmester Hans Jørgensen (S) står i spidsen for en arbejdsgruppe, der vil skille sig af med 6-7 af kommunens topchefer.

Det skriver fyens.dk.

Efter to en halv måneds arbejde vil arbejdsgruppen sige farvel til 6-7 af kommunens topchefer og slå en stribe af kommunens administrative sekretariater sammen til seks nye "centre", som de kalder dem.

Dermed risikerer en lille håndfuld kommunale topchefer enten at havne i nye stillinger eller at skulle afskediges.

Da topchefer ofte har lange opsigelsesvarsler eller er tjenestemænd, kan det blive en dyr affære for kommunen, men borgmesteren er ikke i tvivl.

- Vi kan ikke lave den her slags ændringer af organisationen flere gange, så vi skal gøre det rigtige og ikke se på, om én medarbejder koster lidt mere at afskedige end en anden. Det kan være dyrt at have de forkerte mennesker ansat, og kommunalbestyrelsen vil selvfølgelig kun afholde de her omkostninger, fordi vi er sikre på, at der er et rationale, siger borgmester Christian Thygesen til fyens.dk.

8. december skal kommunalbestyrelsen formelt vedtage den nye ledelsesstruktur.

Oversigt

    Oversigt