I det fynske folks tjeneste

Faaborg-Midtfynboer skal stoppe spritbilister

Faaborg-Midtfyn Kommune opfordrer sine borgere til at deltage i en kampagne, der skal hjælpe til med at gøre det acceptabelt at gribe ind, når borgere ser en fuld person forsøge at tage bilen. 

Undersøgelser viser, at 80% af alle spritbilister har været sammen med andre, inden de tog bilen.

Det betyder, at nogen kunne have grebet ind. Men samme undersøgelser viser, at de fleste synes det er pinligt at spørge en bekendt - endsige en fremmed - om vedkommende har drukket for meget.

Det skal en kampagne nu gøre op med.

Blandt andet er der mulighed for at melde sig til en Facebook gruppe og afgive løftet: Jeg lover at spørge, hvis jeg ser nogen, der har drukket for meget til at køre.

Facebook gruppen har allerede 1000 medlemmer.

- Man kan invitere alle vennerne, sportsklubben, skolen eller arbejdspladsen til at gøre det samme. Sådan kan vi vise, at vi står sammen om at stoppe spritkørsel, siger Helge Heide Jørgensen, Vejkontoret, Faaborg-Midtfyn Kommune.

Kampagnen er landsdækkende og kører fra 15. til 28. juni med TV- og radiospots. Politiet følger op med razziaer i hele uge 26.

Hvert år bliver 100 mennesker dræbt og 1000 bliver kvæstet i alkoholrelaterede trafikulykker. På landsplan bliver 15.000 bilister taget for spritkørsel hvert år.

Alene i Faaborg-Midtfyn blev 97 personer sigtet.

Mere om spritkampagnen