Faaborg ramt af oversvømmelser

Selvom det varslede skybrud søndag aften udeblev udløste kraftig regn dog tre Falck-udrykninger til oversvømmelser - to i Fåborg og en på Sydals. De kommende dage får Fyn en forsmag på efteråret.

Den står til gengæld på blæst og byger i det meste af den kommende uge, hvor flere fronter med regnluft vil passere Fyn.

- Det er den første, rigtige smag af efterår, siger vagtchef hos Danmarks Meteorologiske Institut (DMI), Michael Christiansen, om det vejrlig, der er på vej.

Temperaturerne vil nå ned på 15-16 grader ligesom i slutningen af august, hvor der også var en snert af efterår.

Masser af vand

- Det bliver rigtigt fugtigt. Jeg vil gætte på, at vi tirsdag og onsdag vil få omkring 20 millimeter regn over de to dage med op til kuling sydfra.

- Der vil nogle steder falde mellem to og fire spande vand per kvadratmeter, siger vagtchefen.

Han regner med, at Østdanmark får vådere vejr end Vestdanmark.

- Hvis der er landmænd, som mangler at få høstet færdigt, så kan de godt glemme det, siger vagtchefen.

Ligefrem skybrud kommer det nok ikke til i den kommende uge, siger Michael Christiansen.

Udsigt til bedring

Torsdag vil der blive længere mellem bygerne, og solen vil også titte lidt mere frem. Men varmere bliver det ikke.

Fredag vil endnu en front passere med dårligt vejr fra sydvest. Men vagtchefen har et forsigtigt håb om, at næste weekend giver godt vejr igen.

- Det er en tendens til, at det måske kan blive lidt bedre i weekenden. Det kunne blive lidt varmere, siger vagtchefen uden at have lovet for meget.

Oversigt

    Oversigt