Faaborg vil have overdækket multibane

Forum Faaborg vil bygge for i alt 42 millioner kroner. Men de mangler stadig omkring halvdelen af beløbet.

En overdækket multibane, klatrevæg og squashbane. Det bliver en del af Faaborg i fremtiden, hvis det står til Forum Faaborg.

- Vores plan er at komme i gang med selve byggeriet i løbet af 2014, siger projektleder Per Tørslev til Fyens Stiftstidende.

Forum Faaborgs projekt har en pris på 42 millioner kroner. Faaborg-Midtfyn kommune byder ind med omkring 11 millioner kroner, mens Forum Faaborg selv kommer med 10 millioner.

Dermed mangler Forum Faaborg stadig omkring 21 millioner kroner til projektet, som ifølge planerne også skal indeholde legeland, springsal og et stort caféområde.

Projektet omfatter ombygning af 750 kvadratmeter samt 1400 kvadratmeters nybyggeri. Pengene skal findes i forskellige fonde, lyder det fra Per Tørslev.

- Vi har gennem et stykke tid været i dialog med Lokale- og Anlægsfonden, som indtil videre har været meget positive, siger han.

Ifølge Per Tørslev har Forum Faaborg også har sendt ansøgninger afsted til andre fonde.

Oversigt

    Oversigt