I det fynske folks tjeneste

Godt nyt til campingpladserne: Får lov til at udvide

Regeringen og Dansk Folkeparti er fredag blevet enige om en modernisering af campingreglementet, der betyder, at campingpladserne får mulighed for at opstille flere, større og højere hytter uden for strandbeskyttelseslinjen. 

Regeringen og DF er blevet enige om at lempe campingreglerne, så der nu må opstilles flere, større campinghytter uden for strandbeskyttelseslinjen.

Campingpladserne kan nu øge antallet af hytter, og de må være større og højere end hidtil, skriver Erhvervsministeriet i en pressemeddelelse.

I aftalen er der en række konkrete ændringer af campingreglementet, der betyder, at reglerne for indretning af campingpladser uden for strandbeskyttelseslinjen og klitfredede områder ændres:

Den øvre grænse for campinghytters størrelse hæves fra 35 kvadratmeter til 45 kvadratmeter.
•    Grænsen for campinghytters maksimale højde hæves fra 4 til 5 meter.
•    Den forholdsmæssige grænse for antallet af campinghytter (hyttekvoten) hæves fra 20 til 40 procent af campingpladsens campingenheder. Samtidig ophæves grænsen på maksimalt
•    60 campinghytter pr. campingplads.

- Vi kan se, at campingpladserne ikke i tilstrækkelig grad har oplevet den meget positive udvikling, vi har set i det danske turismeerhverv de seneste år. Det skyldes blandt andet, at campingpladserne ikke har haft mulighed for for eksempel at investere i de større og bedre hyttetyper, som turisterne efterspørger i dag. Derfor lemper vi nu reglerne, så vi giver campingpladserne lov til at udvikle sig, siger erhvervsminister Rasmus Jarlov (K).

Læs også Danmarks bedste campingplads ligger på Fyn

Det nye campingreglement glæder Per Blaabjerg, der driver de femstjernede Camp One campingpladser i Skagen, Ajstrup ved Aarhus, Holbæk Fjord, Assens og Bøjden.

- Det er vi glade for, det er noget vi har gået og ventet på længe, siger Per Blaabjerg.

Særligt muligheden for at lave større hytter er noget, Per Blaabjerg sætter pris på og vil gøre brug af:

- Det er helt sikkert. Vi vil også være med i front på det område, siger han og tilføjer:

- Reglementet er egentlig bare en udmyntning af det, vi har hørt vores kunder efterspørge. Vi har jo holdt os lidt tilbage og gået og ventet på, hvad der blev besluttet, så det er glædeligt, at der nu er kommet de her nye muligheder, siger han.

Flere muligheder

Aftalen om moderniseringen af campingreglementet giver samtidig danske campingpladser mulighed for at etablere nye og anderledes overnatningstilbud.

Blandt andet i form af højt placerede alternative ferieboliger (”trætop-huler”), campingværelser, sammenbyggede campinghytter og campinghytter, der er internt forbundne.

Aftaleparterne er desuden blevet enige om, sammen med campingerhvervet , at afdække mulige modeller for, at privatpersoner kan eje og opstille mobilehomes til eget brug og til udlejning på campingpladser uden for strandbeskyttelseslinjen og klitfredede områder.

Det sker med henblik på at fremsætte lovforslag inden udgangen af 2019. Modellen skal ligge inden for rammerne af reguleringen af sommerhuse, herunder erhvervelsesloven.