Facebook-byggemøde: Positive effekter skal ramme lokalt

Hovedentreprenør på Facebook-byggeri i Odense inviterer interesserede lokale virksomheder til byggemøde. Rapport siger, det bliver fynsk jobfest.

Det er det britiske firma Mace, som skal opføre Facebooks nye store datacenter i Odense. Men selve byggeriet af centret skal foretages af lokale virksomheder i så stort omfang som muligt. 

Mace har derfor inviteret virksomeder, der er interesseret i at byde ind på opgaver i forbindelse med  byggeriet, til et møde, hvor de kan høre mere om projektet og kravene til virksomhederne.

For de lokale virksomheder er der god grund til at møde op til orienteringsmødet. En rapport fra The Boston Consulting Group afslører nemlig hvilke effekter opførelsen af Facebooks datacenter i Luleå i Sverige, har haft på det svenske lokalsamfund. 

Og det er ikke så lidt.

Effekter rammer Odense
De to datacentre i henholdsvis Luleå og Odense er ret sammenlignelige, og derfor kan de positive konsekvenser fra Luleå også forventes at ramme i Odense og på Fyn. 

Konkret drejer det sig om cirka 4.500 fuldtidsansatte over ti år. Langt de fleste job kommer som en direkte effekt af selve byggeriet som for eksempel er håndværkere og ingeniører. Og her er det specielt i Luleå-området arbejdspladserne blev skabt. Det er netop også håndværkere, ingeniører og entreprenører som i dag møder op til byggemødet med Mace.

Datacentret  har også indirekte effekter på jobskabelse. Facebooks tilstedeværelse tiltrækker nemlig andre virksomheder, som ikke umiddelbart har noget at gøre med datacentret. Noget som Matz Engman, direktør i Luleås lokale erhvervsorganisation, har oplevet.

- Det er mere spin-off-effekten. Facebook-centret har åbnet andres øjne for det, vi kan tilbyde, så der nu kommer nye virksomheder til, fortæller Matz Engman. 

Når byggeriet af datacentret i Odense er færdiggjort, forsvinder en del arbejdspladser derfor også. Håndværkerne er nemlig færdige, og det er "kun" driften af datacentret, som vil beskæftige folk.

Oversigt

    Oversigt