I det fynske folks tjeneste

Facebook inviterer til byggemøde i Odense

Byggeriet af Facebooks kommende datacenter i Odense skal så vidt muligt foretages af lokale virksomheder. Derfor inviterer Facebook interesserede til møde på Odense Rådhus.

Foto: Facebook

Firmaet Mace, der skal opføre det nye store datacenter for Facebook ved Odense, inviterer nu virskomheder til byggemøde.

Indtil videre er der kun gang i det forberedende arbejde på Facebooks store grund i Tiegenbyen ved Odense.  Men snart begynder arbejdet med at skabe Facebooks nyeste og mest avancerede datacenter for alvor.

Facebook har fra starten sagt, at de vil tilstræbe at lave byggeriet med lokale entreprenører og undervirksomheder, når det er muligt. Derfor indbyder Facebook og Mace til orienteringsmøde, så alle interesserede virksomheder kan høre mere om projektet.

Invitationen præsenteres under overskriften "Meet the Buyer & Employer" - et af flere møder, hedder det i mødeindkaldelsen.

Orienteringen om Facebook-byggeriet foregår på Odense Rådhus den 30. marts klokken 10, hvor Odenses borgmester, Peter Rahbæk Juel (S), vil byde velkommen.

Udover Mace og en række udenlandske selskaber er de danske virksomheder Per Aarsleff og COWI også med i projektet. 

Til mødet på Flakhaven vil Mace og Facebook fortælle de interesserede potentielle underleverandører mere om, hvad der skal til for at bidrage til byggeriet, som Facebook selv kalder 'et af de teknologisk mest avancerede datacentre i verden.'

De fremmødte vil kunne få mere at vide om projektet, om de krav, der stilles til firmaer og arbejdskraft, blive skrevet op til kontrakter og job samt tale med bygherre og entreprenører.

Du kan læse mere om byggeriet her

Læs også Fynsk Facebook-center ejet fra skattely-lande