Facebook svarer på kritik efter skandalesager i Odense

Efter sager om skattesnyd og løndumping slår Facebook fast over for entreprenører på datacenterbyggeriet i Odense, at de skal overholde dansk lov.

Den amerikanske tech-gigant Facebook er i gang med at opføre et nyt datacenter i Odense, og i den forbindelse har Fagbladet 3F afsløret en række sager om skattesnyd og løndumping.

 

 

Facebook er ved at opføre et nyt datacenter på 56.500 kvadratmeter i industriområdet Tietgenbyen uden for Odense.
Facebook er ved at opføre et nyt datacenter på 56.500 kvadratmeter i industriområdet Tietgenbyen uden for Odense.
Foto: arkiv

 

Nu svarer Facebook på kritikken i et skriftligt svar, hvor det sociale medie forsikrer, at entreprenørerne skal følge regler om løn- og arbejdsvilkår.

- Vi er tydelige omkring vores forventninger til vores globale entreprenører: De skal færdiggøre deres byggeri under hensyntagen til lokal sædvane og i streng overensstemmelse med lokale regler. Disse forventninger gælder for alle underleverandører. Vi er i kontakt med Mace (hovedentreprenør på byggeriet i Odense, red.) for at få yderligere information om deres tilgang til sagen. Vi har fuld tillid til, at de kan håndtere alle sager vedrørende deres underleverandører på passende vis, lyder det fra Peter Münster, der er Facebooks kommunikationschef for de nordiske lande.

Snydt for millionbeløb

Det fremgår ikke af svaret, hvordan Facebook har tænkt sig at sikre, at leverandørerne rent faktisk overholder reglerne, og Fagbladet 3F oplyser, at der ikke har været mulighed for at stille opfølgende spørgsmål.

Fagbladet 3F kunne i efteråret fortælle, at den 1.000 mand store byggeplads har holdt portene lukket for fynske håndværkerelever, der står og mangler lærlingepladser.

En af underentreprenørerne, Tag og Facade DK, indgik i sidste uge et forlig på 6,8 millioner kroner for at have snydt mindst 115 udenlandske bygningsarbejdere i løn, og nu bliver også rejst alvorlige anklager om skattesnyd mod firmaet.

Det blå område er der, hvor Facebook opfører et datacenter.
Det blå område er der, hvor Facebook opfører et datacenter.
Foto: Odense Kommune

Oversigt

    Oversigt