I det fynske folks tjeneste

Fynsk Facebookcenter kan forurene som 330.000 familier

Her kan Facebooks nye datacenter måske blive opført. Foto: Anders Høgh

CO2-udledningen fra Fyn kan ifølge grøn tænketank nærmest eksplodere, hvis Facebook opfører sit datacenter i Tietgenbyen.

Facebooks mulige nye datacenter i Tietgenbyen i Odense kan resultere i en øget udledning af CO2 på op mod en million ton om året. Det vurderer den grønne tænketank Concito ifølge Information.

Den øgede udledning vil svare til forbruget fra 330.000 hustande.

- Det er markant, siger Torben Chrintz, videnschef i tænketanken, til Information.

Concito har sammenlignet to såkaldte VVM-vurderinger af henholdsvis Apples og Facebooks byggerier. VVM-vurderingerne ser på virkninger på miljøet og udarbejdes på særlige anlægsprojekter, inden byggeriet sættes i gang.

- Det her er ganske meget. Her er vi er ude over småtingsafdelingen, siger formanden for regeringens uafhængige ekspertorgan Klimarådet, Peter Birch Sørensen, til Information.

Læs også Redaktør: Facebook giver et kæmpeløft til Odenses brand

Concito vurdering er lavet ud fra en sammenligning med Apples datacenter i Viborg.

Der har tidligere været fokus på datacentrets enorme energiforbrug, men fra en økonomisk vinkel. Udenrigsminister Kristian Jensen (V) har slået på, at den grønne såkaldte PSO-afgift kan blive afgørende for, om det lykkes at få Facebook til at slå sig ned her. En afgift regeringen arbejder på at afskaffe, da den gør strøm en del dyrere for virksomhederne. 

Læs også Minister: El-afgift kan afgøre Facebook-centers skæbne

 

- Det er jo ikke et enten eller, men det er medvirkende til at afgøre, om Danmark er attraktivt. Når man er en energitung virksomhed, så vil PSO-afgiften ramme hårdt på bundlinjen, sagde han i denne uge til TV 2/FYN.

Han afviste dog at bøje reglerne eller lave særaftaler for at tilfredsstille Facebook.

Regeringens håb er, at man på sigt kan etablere Danmark som globalt omdrejningspunkt for datacentre.

Ved du noget? Så send os et tip