Fællesskab i fynsk fiskerlaug

Torsdag var sæsonstart for Russelbæk Fiskerlaug i Middelfart. En forening for ældre mænd, hvor fællesskab betyder mere end fiskeri.

Der bliver spillet kortspil og spist morgenmad. 

Hver torsdag mødes medlemmerne af Russelbæk Fiskerlaug på havnen i Middelfart til et slag whist. Men mange af dem kigger forbi hver eneste dag. 

De er alle tidligere sejlere, men møderne handler ikke længere kun om fiskeri. Nu handler de mest om fællesskab. 

- Du skal have noget at bruge din tid på som pensionist. Og så får man lidt andre input end dem hjemme hos konen, fortæller Palle Christiansen, der er medlem af Russelbæk Fiskerlaug. 

For at blive medlem i foreningen skal man enstemmigt vælges ind af de eksisterende medlemmer. Og toiletbrættet skal være slået op - for det er jo en mandeklub. Indtil videre har foreningen omkring 45 medlemmer. 

- Alle var med i Middelfart Sejlklub fra starten, og alle havde en sejlbåd eller fiskebåd. Så vi kommer alle sammen fra et miljø på vandet. At der så er kommet en cykelsmed og så videre ind i mellemtiden, det er noget andet, griner Palle Christiansen. 

Dannet i 1994

Russelbæk Fiskerlaug blev dannet i 1994, fordi de lokale ikke havde noget sted at hænge deres garn, når de havde været på vandet. Derfor lejede foreningen en grund af kommunen, og her fik de lov til at bygge. 

- Jeg byggede det første hus hernede. Det var i nummer 15, siger Palle Christiansen.

I dag står der omkring tyve fiskerhuse.

Oversigt

    Oversigt