I det fynske folks tjeneste

Fængsel går økologisk

Det åbne fængsel, Søbysøgård, ved Nr. Lyndelse er så langt fremme med at omlægge sit landbrug til økologisk drift, at fængslet kan levere økologisk mælk fra oktober i år.

Søbysøgård langt fremme med omlægning

Det åbne fængsel, Søbysøgård, ved Nr. Lyndelse er så langt fremme med at omlægge sit landbrug til økologisk drift, at fængslet kan levere økologisk mælk fra oktober i år.

Fra 2003 må der ikke bruges sprøjtegifte på statens arealer. Derfor er landets seks fængsler, som har landbrug, ved at lægge om til økologisk drift. Det ene er Søbysøgård ved Nr. Lyndelse.

Her har man p. t. 118 malkekøer og der er planer om at udvide til 130 køer. Desuden dyrkes 129 hektar jord. Mest synligt, lige nu, er at der er ved at blive bygget en løsdriftstald med henblik på den økologiske drift. Men omlægningen af bedriften begyndte for et års tid siden. Fra 1. juli bliver der kun anvendt økologisk foder, og til oktober begynder fængslet, efter planen, at levere økologisk mælk, oplyser fodermester Jørgen Rasmussen, Søbysøgård.

Alle indsatte på Søbysøgård har pligt til at arbejde, mens de er der. Derfor har fængslet forskellige tilbud, de indsatte kan vælge i mellem. Et af dem er landbruget.