I det fynske folks tjeneste

Fængsel for røveri mod mor

En 57-årig kvinde skal foreløbig sidde varetægtsfængslet i otte dage, mens hendes sag efterforskes. Hun er sigtet for hjemmerøveri mod sin egen mor.

En 57-årig kvinde er onsdag blevet idømt varetægtsfængsel i otte dage for hjemmerøveri mod sin egen mor.

Hjemmerøveriet skulle være sket tirsdag aften på Floravænget i Odense. Her har datteren røvet 1000 kroner fra sin 82-årige mor.

- Datteren forklarede, at hun havde nogle regninger, hun ikke kunne betale, og derfor havde hun bedt sin mor om at låne 10.000 kroner eller få et arveforskud, men det ville moren ikke give hende, og derfor blev hun vred og havde væltet et bord og nogle stole, fortæller anklagerfuldmægtig Anders Ulrichsen.

Kvartalsdranker

Den 57-årige har desuden fortalt, at hun er på antabus otte måneder om året og drikker i fire, og det er angiveligt derfor, det er kokset for datteren.

Hun har nægtet at have skubbet eller slået sin mor i forbindelse med pengene, men moren har overfor politiet forklaret, at hun var så bange, at hun ikke turde andet end at give sin datter 1000 kroner.

Datteren påstår derimod, at hun modtog pengene som et lån af sin mor.

- Det er blandt andet derfor, datteren får otte dages fængsel. Moren skal genafhøres, fordi hun var så chokeret ovenpå hændelsen, at hun ikke kunne huske om hun var blevet slået af datteren. Hun er dog sikker på, at hun er blevet skubbet, siger Anders Ulrichsen.

Uanset om moren er blevet slået og skubbet eller ej, så er trusler alene nok til, at sigtelsen for røveri er gældende.

Ved du noget? Så send os et tip