I det fynske folks tjeneste

Fængsel skal redegøre for burka-flugt

Det var et kiks af dimensioner, at kvinde, der hjalp til fangeflugt, slap væk, mener sikkerhedschef.

Statsfængslet i Nyborg skal nu lave en redegørelse til Kriminalforsorgen om, hvordan det lørdag lykkedes et fange at stikke af i en burkalignende dragt.

Det fortæller sikkerhedschef hos Kriminalforsorgen, Michael Gjørup. Han påpeger, at det ikke var en burka, men et tørklæde og en lang kjole, som fangen benyttede til sin flugt.

- Men når det er sagt, så er vi ikke burka-forskrækkede. Uanset, hvad besøgende har på, skal personalet være sikker på, at det er de samme, der går ud, som gik ind, siger Michael Gjørup.

Han fortæller, at der ikke centralt er udstukket regler for, hvordan besøgende legitimerer sig.

- Det fremgår af reglerne, at den enkelte institutionsleder selv fastsætter regler for, hvordan man sikrer, at det er de samme, der går ind og ud i forbindelse med besøg, siger Michael Gjørup.

Ikke nok med, at det lykkedes fangen at stikke af, men også kvinden, der besøgte ham og gav ham flugttøjet forsvandt i forbindelse med flugten, selv om hun i første omgang tilsyneladende blev tilbage i fængslet.

- Vi vil også have undersøgt nærmere, hvorfor man lukker kvinden ud. Det er et kiks af dimensioner og dybt beklageligt, siger Michael Gjørup, der regner med at modtage en redegørelse fra Nyborg Statsfængsel indenfor 10 dage.

Ved du noget? Så send os et tip