I det fynske folks tjeneste

Fængsel til tre brutale hjemmerøvere

To mænd på 34 og 36 år og en kvinde på 21 år fik ved Retten i Odense mandag fængselsstraf for et helt igennem brutalt hjemmerøveri i Odense sidste år.

Det var kvindens 31-årige ekskæreste, der brutalt blev bundet og overfaldet en nat i november. De tre hjemmerøvere var bevæbnet med en økse, kniv og gaffatape og underbukser til at kneble ekskæresten med.

Ekskæresten blev overfaldet af den 34-årige mand og den 21-årige kvinde. De skar ham i ansigtet og på armene, og den 34-årige viste kvinden, hvordan hun skulle slå ham i hovedet med et knojern.

På et tidspunkt fik den 34-årige øje på en ring på mandens finger og truede ham med at skære fingeren af, hvis han ikke fik den omgående. Manden blev også truet med at få stukket øjnene ud, hvis han begyndte at græde.

De tre forsvandt med tv, computer og andre værdigenstande efter de havde raseret lejligheden.

Kvinden og den 34-årige mand fik 2 år og seks måneders fængsel mens den 36-årige blev idømt 1 år og seks måneders fængsel.

Ved du noget? Så send os et tip