I det fynske folks tjeneste

Fængselsbetjent blev skudt: Jeg kan ikke gå ud om aftenen

To bandemedlemmer sidder på anklagebænken i Retten i Svendborg for traumatiserende skud mod fængselsbetjent.

Foto: Ken Petersen

Et år efter at flere maskerede mænd overfaldt en fængselsbetjent foran Nyborg Fængsel, lider betjenten af varige mén og posttraumatisk stress.

- Det har forårsaget et helt andet liv. Jeg vil gerne tilbage til et mere normalt liv, men jeg vil ikke tilbage til Kriminalforsorgen. Det ville jeg ikke kunne klare, fortæller fængselsbetjenten tirsdag fra vidneskranken i Retten i Svendborg.

Læs også Video af skyderi: Fængselsbetjent forsøgte at flygte

Flere af fængselsbetjentens kolleger og familiemedlemmer er i rette n mødt op for at støtte betjenten, der har været i behandling for angstlidelsen posttraumatisk stress siden august.

- Jeg har været meget paranoid siden (overfaldet, red.). Jeg skal sætte nogle regler op for mig selv, så jeg kan have en tålelig hverdag, siger fængselsbetjenten.

- Jeg er hurtigere opmærksom på skikkelser og folk, der går med hætter og trøjer. Jeg kan slet ikke være ude om aftenen, medmindre det er i meget trygge og velkendte omgivelser, forklarer han.

Efter overfaldet den 12. juli flyttede fængselsbetjenten "langt væk fra København" for at få ro på livet og for at føle sig sikker i hverdagen.

Det var en sommeraften, at den 36-årige fængselsfunktionær blev skudt to gange i benet, da han var på vej på arbejde ved Nyborg Fængsel. 

Læs også Skudattentat mod fængselsbetjent: Nu begynder retssag mod bandemedlemmer

Han havde klædt om hjemmefra, så han var allerede iført sin fængselsuniform ude foran fængslet.

Fængslets kameraer fangede det blodige overfald, hvor den 36-årige var et tilfældigt offer for en konflikt bag fængselsmurene.

Mure, der ifølge fængselsbetjenten gemmer på landets farligste bandekriminelle fra blandt andet Bandidos, Black Army og Loyal to Familia.

Betjenten arbejdede på fængslets Bandidos-afdeling, og han havde ingen relationer til banden Black Army, der ifølge et anklageskrift står bag overfaldet.

Ifølge anklagemyndigheden er det en 21-årig mand, som står bag skudepisoden, mens en 35-årig mand styrede overfaldet fra kulissen.

Den 35-årige har tidligere erkendt at have været præsident for banden Black Army på gerningstidspunktet.

Mændene, der begge nægter sig skyldige, har siddet varetægtsfængslet siden de blev anholdt i december i fjor.

Offerets bistandsadvokat kræver en erstatning for overfaldet for blandt andet svie og smerte og tabt arbejdsfortjeneste. 

Læs også 17 fængselsbetjente blev truet efter skudoverfald