I det fynske folks tjeneste

Fængselsbetjentene i Nyborg Statsfængsel strejker

Striden mellem ledelsen og fængselspersonalet i Statsfængslet i Nyborg kulminerede tidligt mandag morgen, da fængselsbetjentene i strid med overenskomsten nedlagde arbejdet og gik til fagligt møde.

-

Striden mellem ledelsen og fængselspersonalet i Statsfængslet i Nyborg kulminerede tidligt mandag morgen, da fængselsbetjentene i strid med overenskomsten nedlagde arbejdet og gik til fagligt møde.

I en pressemeddelelse skriver personalet, at det er ledelsens \"totale mangel på vilje og/eller evne til at samarbejde med personalet i såvel drifts- som sikkerhedsspørgsmål\", der har ført til den overenskomststridige strejke.

Fængselsbetjentene anklager blandt andet også ledelsen for at forhandle med de indsatte bag om ryggen på personalet.
- I konkrete tilfælde får de indsatte informationer fra ledelsen - også i ordens- og sikkerhedsspørgsmål - som samtidig forholdes de ansatte eller som først bliver meldt ud til samme på et langt senere tidspunkt, skriver de strejkende betjente.

Truer med at sige op
Betjentene er også frustrerede over de store økonomiske besparelser, som Kriminalforsorgen står over for og som også rammer fængslet i Nyborg. Tidligere har betjentene truet med at opsige deres stillinger på afdelingen for stærke fanger ved udgangen af marts, hvis der blev skåret i det ekstra tillæg, som personalet der får udbetalt.

Som følge af strejken mandag tog næstformanden i Dansk Fængselsforbund, Peder Jørgensen, til Nyborg for at forsøge at overtale personalet til at opgive strejken.
- Mig bekendt er der ikke strejke på andre af landets fængsler, men nu må jeg over og se, hvad der ligger bag strejken, siger han til Ritzau.

Det var mandag morgen ikke muligt at træffe fængselsinspektør Jens Tolstrup for en kommentar til konflikten. Han er for nylig vendt tilbage til chefjobbet i Nyborg efter en længere sygemelding som følge af et overfald.

De kommende besparelser i Kriminalforsorgen har i det hele taget givet anledning til megen kritik fra de ansatte i den seneste tid. Forud for en kommende femårsaftale om Kriminalforsorgens økonomi drøfter de politiske partier i løbet af foråret forskellige bud på, hvordan fængselsvæsnet kan forbedres og tilpasses de nye lovstramninger fra regeringen, herunder hårdere straffe og en ny lov, der straffer flugtforsøg fra fængslerne.

Mere samfundstjeneste
Politikerne skal blandt andet drøfte, om visse typer af kriminelle, herunder indsatte, der afsoner dom for økonomisk kriminalitet, kan afkorte den tid, de afsoner i et fængsel ved at forvandle den sidste halvdel af afsoningen til samfundstjeneste eller til afsoning i hjemmet med en elektronisk fodlænke.

Det er Kriminalforsorgen, der efter opfordring fra politikerne har regnet på forslagene, der bliver positivt modtaget af både Socialdemokraterne, SF og De Radikale.
- Det er en rigtig god måde at få folk tilbage til et almindeligt liv på. Pladsmangel i fængslerne er et stort problem, som gør forholdene utålelige for både fangerne og ansatte, siger fængselsordføreren fra Socialdemokratiet, Lissa Mathiasen.

Imens afviser Dansk Folkeparti helt ideen. - Når folk har gjort noget så træls, at man skal i fængsel, og så alligevel ikke får fuld straf - så er det at slippe for billigt, siger retsordfører Per Dalgaard (DF) Justitsminister Lene Espersen (K) indleder forhandlingerne om en ny femårsplan for fængslerne til efteråret. /ritzau/

Ved du noget? Så send os et tip