Fængselsdom for trafikdrab på cyklist

En 21-årige mand blev fredag idømt et års ubetinget fængsel ved Retten i Svendborg for trafikdrab på kvinde sidste år.

Ulykken skete søndag 20. september 2009, da den 21-årige mand fra Greve var på vej til familiebesøg i Svendborg.

I et sving på Nyborgvej udfor Nyborgvejs Stadion mistede han herredømmet over bilen og fortsatte ind på cykelstien, hvor han ramte to cyklister.

En 29-årig kvinde blev så hårdt kvæstet, at hun døde på vej til sygehuset. Hendes mand blev overført til OUH med svære kvæstelser.

Bilen med den 21-årige og hans passager fortsatte gennem noget krat og røg ned af en skråning.

For høj fart

På strækningen er hastighedsbegrænsning på 50 km/t.

I følge flere vidner kørte den 21-årige næsten 100 km/t, og en bilinspektør har beregnet farten til omkring 90 km/t.

Udover et års fængsel blev den 21-årige også fradømt retten til at køre bil i fem år, og han skal betale en erstatning til den kvæstede mand på 136.000 kroner. Den 21-årige modtog dommen, skriver Fyns Amts Avis.

Oversigt

    Oversigt