I det fynske folks tjeneste

Fængselsforbundet: Vi ved, hvem der skød

00:47

1 af 2

Gerningsmanden bag et voldsomt angreb på en fængselsbetjent ved Statsfængslet i Nyborg skal med stor sikkerhed findes i banden Loyal to Familia (LTF).

Det siger Fængselsforbundets formand, Kim Østerbye, efter tirsdagens angreb, hvor betjenten blev tvunget ned på jorden og skudt flere gange i benet.

- Jeg er ret overbevist om, at gerningsmændene er medlemmer af Loyal to Familia eller har forbindelse til gruppen. Jeg har en helt konkret mistanke at bygge det på, men den dagsorden skal ikke ud. De skal ikke vide, hvor meget vi ved, siger Kim Østerbye.

Loyal to Familia fylder landets fængsler

  • Loyal to Familia (LTF) er en gadebande, der blev stiftet i det sene efterår 2012
  • Flere medlemmer optræder i karakteristiske sorte klubtrøjer.
  • Gruppen består af unge med indvandrerbaggrund med tilknytning til Blågårds Plads på Nørrebro, men også af personer fra forstæderne.
  • LTF har tidligere været i voldelig konflikt med Værebros Hårde Kerne og med grupperingen MOB Lunden i Lundtoftegade. For tiden er gruppen tilsyneladende i strid med Black Jackets. 
  • Forfatter og bandeekspert Aydin Soei har udtalt til TV2, at man et LTFmedlem ville stige i hierarkiet, hvis man likviderede digteren Yahya Hassan.
  • Adskillige LTF-medlemmer afsoner i disse år fængselsstraffe eller sidder varetægtsfængslet
  • Ifølge Fængselsforbundet er LTF klart den af landets bander (ud over Hells Angels og Bandidos), der fylder mest i fængslerne. 
  • Et 23-årigt LTF-medlem i sidste uge varetægtsfængslet for et drabsforsøg mod en fængselsbetjent. 
  • For en måned siden blev 11 andre personer med relation til LTF varetægtsfængslet i Nordsjælland for blandt andet vold og trusler.
 Kilder: Politiet, Fængselsforbundet, Ritzau. 

Dog henviser han til et mønster i en række tidligere overfald, der efter hans mening peger på, at LTF også denne gang står bag. Herunder at et 23-årigt LTF-medlem så sent som i sidste uge blev fængslet for drabsforsøget på en betjent fra Vestre Fængsel.

- De signaler, vi hører fra miljøet, er, at de forsøger at afstraffe og skræmme os. Det er også dem, der i den seneste tid har stået bag flere overfald på betjente inde i fængslerne, siger Kim Østerbye.

Ifølge formanden har bandemedlemmerne et klart mål med deres adfærd.

- Som en anden mexicansk narkofamilie forsøger de at tage magten fra os. De vil have lov at bestemme. De vil bestemme deres afsoningsforhold, og de vil ikke have, at vi laver mere restriktive forhold for dem end over for andre indsatte.

- Men det gør vi helt generelt mod bandefolk, fordi det er problematiske fanger at have siddende. Særligt Loyal to Familia har stået bag en del overfald inde i fængslerne. Så ja, vi kører en forholdsvis restriktiv linje over for dem, siger Kim Østerbye.

Den fynske fængselsbetjent var sent tirsdag aften ved at parkere sin cykel i et skur foran fængslet, da han blev overfaldet. Gerningsmanden var maskeret og flygtede efterfølgende hen til en sort personbil, der holdt tæt derved.

I bilen sad tre øvrige personer.

Kim Østerbye oplyser, at offeret efter omstændighederne har det fint. Efter planen skulle han onsdag formiddag gennem en operation for sine skader.

 

01:23

Borgmester i Nyborg, Kenneth Muus: Vanvittigt og uacceptabelt

Luk video

 

Ved du noget? Så send os et tip