Fængselsfunktionær skudt på åben gade

En fængselsfunktionær blev mandag aften antastet af fire-fem mænd i en bil på en gade i Odense - og skudt med plastkugler.

I bilen sad blandt andet en tidligere indsat fra Statsfængslet i Ringe, hvor fængselsfunktionæren arbejder til daglig. Det skriver Dansk Fængselsforbund i en pressemeddelse tirsdag. 

Fængselsfunktionæren blev ramt tre gange fra bilen. Han var ikke umiddelbart klar over, at han blev skudt med en softgun og ikke en rigtig pistol.

Formand for Dansk Fængselsforbund, Kim Østerbye, finder episoden stærk kritisabel.

- Det er skræmmende og fuldstændig uacceptabelt, at fængselsfunktionæren bliver udsat for denne grove form for vold og chikane. Med det job vi har, hvor vi arbejder med mennesker, som bliver spærret inde mod deres vilje, er det meget vigtigt, at vi kan føle os trygge efter arbejdstidens ophør, siger Kim Østerbye.

Kritik af politiet

Fængselsfunktionæren anmeldte straks episoden til politiet, men trods den voldsomme hændelse henviste politiet fængselsfunktionæren til sin arbejdsgiver. Det er langt fra godt nok, mener Kim Østerbye:

-Vi har en stående aftale med politiet om, at de reagerer prompte, hvis fængselsfunktionærer overfaldes i det civile liv. I dette tilfælde, blev vores kollega henvist til at anmelde episoden til sin arbejdsgiver. Først da fængslet anmeldte episoden senere, gik politiet ind i sagen. Det er utilstedeligt slapt, siger Kim Østerbye.

Formanden understreger, at det er afgørende, at fængselsfunktionærer kan have tillid til, at politiet straks tager hånd om sager af denne karakter.

- Politiet bliver nødt til at slå hårdt ned over for vold og chikane fra nuværende eller tidligere indsatte, siger Kim Østerbye.

Fængselsfunktionæren er ikke blevet alvorligt såret efter episoden, men han er rystet efter oplevelsen.
Den tidligere indsatte fra Statsfængslet i Ringe, blev løsladt for 11 dage siden.

Oversigt

    Oversigt