To fængslet for bankrøveri

To unge mænd, der fredag begik røveri mod en Nordea-filial i Ullerslev på Fyn, blev lørdag varetægtsfængslet i fire uger.

Under flugten kørte de to mænd på 20 og 22 år galt og blev anholdt.

Fredag eftermiddag kl. 14.30 begik de røveri mod Nordea på Lundsager i Ullerslev mellem Odense og Nyborg.

I første omgang så røveriet ud til at skulle lykkedes for de to mænd. Ved at true med et oversavet jagtgevær fik de udleveret et ukendt pengebeløb.

Efter røveriet stak de af i en stjålen bil, en grå personbil af mærket Fiat Cinquecento med registreringsnummer ZX45848, men godt 10 minutter senere gik det galt.

På Skovlunden ved Hundslev mødte de en patruljevogn. Det fik dem til at sætte farten op, men føreren mistede herre-dømmet over bilen, som endte på en mark.

De uheldige røvere forsøgte derefter at stikke af til fods, men blev hurtigt løbet op af politifolkene og anholdt.

Både gerningsvåben og udbyttet blev fundet i gerningsbilen.

Oversigt

    Oversigt