Fængslet for butikstyveri

Mor og datter blev torsdag varetægtsfængslet i en uge for butikstyveri.

To kvinder på henholdsvis 57 år og 37 år (mor og datter) er i dag ved Retten i Odense blevet varetægtsfængslet i en uge.

De er sigtet for butikstyveri med professionelt tilsnit onsdag i Assens, hvor de stjal tøj og isenkram til en samlet værdi på cirka 20.000 kroner fra to butikker, skriver Fyns Politi i en pressemeddelelse.

Kvinderne fik listet de stjålne ting ud af butikkerne ved at gemme dem i særlige lommer, som de havde syet på indersiden af deres nederdele.

Fængslingen skyldes, at de tidligere er straffet for lignende tyverier, hvor de har båret sig ad på samme måde.

De har begge erkendt sig skyldige, men tog forbehold om at kære fængslingen.

Oversigt

    Oversigt