I det fynske folks tjeneste

To fængslet efter brand i bageri

Østjyllands Politi har anholdt to unge fra Odense i forbindelse med en påsat brand i Brabrand sidste år.

To unge mænd på kun 19 år blev lørdag fængslet for at have stukket ild på et bageri i Aarhus-forstaden Brabrand.

Branden var tilsyneladende led i den fejde, der har hærget flere bagerier rundt om i landet.

I april brændte et bageri i Bazar Vest, ligeledes i Brabrand ned, og det kostede en ung mand livet.

Ejeren af bageriet i Bazar Vest ejede tidligere et andet bageri på Grimhøjvej, som blev ramt af en brand i 2010.

Det var hans søn, der omkom under branden i Bazar Vest, og en anden søn skulle nu være fængslet i sagen, sigtet for at stikke ild på bageriet i et forsøg på at lave forsikringssvig.

De to 19-årige, der nu er fængslet, blev anholdt efter et samarbejde mellem Østjyllands og Fyns Politi.

De to politikredse har gennem længere tid haft mistanke om, at der tilsyneladende var gang i en krig mellem ejerne af de forskellige fladbrødsbagerier.

Ejeren af bageriet i Bazar Vest har tidligere også oplevet at få stukket ild på et bageri i Odense.

De to 19-årige er sigtet for at stikke ild på et bageri på Grimhøjvej 9, der sidste år stort set brændte ned. Det skete kun få dage efter, at ukendte gerningsmænd også havde forsøgt at stikke ild på det.

Derfor lå tre ansatte og sov inde på fladbrødsbageriet, men de nåede at slippe ud.

De to 19-årige blev lørdag fængslet frem til 20. juli. Den ene af dem kærede fængslingen.

Men af hensyn til den videre efterforskning ønsker Østjyllands Politi ikke at kommentere sagen yderligere.

Ved du noget? Så send os et tip