I det fynske folks tjeneste

Fængslet efter røveriforsøg med peberspray

En 36-årig mand blev torsdag varetægtsfængslet i fire uger efter at han onsdag aften forsøgte røveri med en peberspray.

Manden kom ind i Bazar Fyn klokken 17.40 og gik direkte mod Allianse Jewellery. Han sprøjtede peberspray i hovedet på ejeren, og gik mod baglokalet, hvor han forsøgte at bryde pengeskabet op.

Da det mislykkedes flygtede han, men blev stoppet af en større gruppe mennesker ved udgangen. De holdt ham tilbage indtil politiet kort efter dukkede op og anholdt røveren.

I et grundlovsfør torsdag eftermiddag blev den 36-årige varetægtsfængslet i fire uger sigtet for forsøg på røveri.

- Manden erkendte, at han var i bazaren torsdag med en peberspray og en strømpistol, men han kunne ikke huske præcis hvad der var sket, da han var påvirket af piller, siger anklagefuldmægtig Heidi Ann Dearman fra Fyns Politi.

Manden forklarede, at han skulle skaffe penge til betaling af en gæld. Han accepterede fængslingen.