I det fynske folks tjeneste

Fængslet for en stribe lovovertrædelser

Den 32-årige odenseaner, der tirsdag blev fremstillet i Retten i Odense for en række forbrydelser, er blevet varetægtsfængslet i fire uger.

Den 32-årige er blandt andet sigtet for en række forbrydelser.

- Det er lidt en blandet landhandel, og samlet set kommer vi op på mere end 30 forhold, siger anklagerfuldmægtig Camilla Slowik fra Fyns Politi.

Det drejer sig blandt andet om indbrud, databedrageri, et røveri og noget tyveri. Den 32-årige er desuden sigtet for flere tilfælde af bedrageri, hvor han lokkede ældre til at låne ham penge.

- Han har haft talegaverne i orden og lokket de ældre til at give ham penge eller fået et dankort pillet ud af deres pung, siger Camilla Slowik.

Forbrydelserne skulle angiveligt finansiere den 32-åriges stofmisbrug, og han kunne ikke huske meget fra forbrydelserne ved retsmødet.

- Derfor nægtede han sig også skyldig i en del af forholdene. Han erkendte sig dog delvis skyldig i enkelte forhold, siger Camilla Slowik.

- Den 32-årige er uden kendt bopæl. Derfor har det været svært at finde ham, indtil han blev set i et område i Odense, siger Camilla Slowik.

De mere end 30 forbrydelser er blandt andet begået i prøvetiden efter en tidligere dom.

Ved du noget? Så send os et tip