I det fynske folks tjeneste

Fængslet i sag om voldtægt af mand

En 18-årig mand er fængslet i sagen om voldtægt af en 19-årig mand 30. juli i Odense.

Den 18-årige mand blev anholdt tirsdag, og Retten i Odense har varetægtsfængslet ham frem til 2. september 2009.

Han er sigtet ved trusler at have tvunget en 19-årig mand fra Odense til at deltage i homoseksuelt forhold i en lejlighed på Snorresvej i Odense natten til 30. juli.

- Af hensyn til den videre efterforskning og for at tage hensyn til de implicerede er politiet afskåret fra at fremkomme med yderligere detaljer i sagen, oplyser vicepolitikommissær Carsten Mogensen fra Afdeling for Personfarlig Kriminalitet ved Fyns Politi.

Den 19-årige mand er fysisk uskadt efter episoden.

- Politiet ønsker ikke at oplyse mere om offerets og sigtedes herkomst og kendskab til hinanden, deres respektive forklaringer og sikrede beviser, oplyser vicepolitikommissær Carsten Mogensen.

Der er rejst sigtelse efter straffelovens § 225 jfr. § 216 og § 224.
Den sigtede nægter.