I det fynske folks tjeneste

Fængslet for ildspåsættelse på skole

De to unge mænd, der er mistænkt for at have sat ild til Humlehaveskolen i Odense, blev lørdag formiddag varetægtsfængslet for 13 dage.

Østre Landsret i Odense her indledt retssagen mod en 18-årig mand, der stod bag mordbrand i Stige.

I retten nægtede de to mænd på henholdsvis 17 og 19 år sig skyldige i ildspåsættelsen fredag aften, der medførte skader på et sløjdlokale på skolen, der ligger i Vollsmose. De kærede straks kendelsen til landsretten.

På baggrund af et print fra et overvågningskamera kunne politiet senere på aftenen anholde de to, fordi politiet kunne genkende dem på tøjet. Både anklageren og forsvareren sagde dog lørdag i retten, at varetægtsfængslingen sker på et spinkelt grundlag.

Frygt for gentagelse

Og den ene af de to varetægtsfængslede lagde da heller ikke skjul på, at han ikke fandt det rimeligt, at han nu skal tilbringe de næste 13 dage bag tremmer.
- Hvor er beviserne? Hvor er ansigtet? Det er jo kun trøjerne, udbrød han, da kendelsen blev læst op.

Sagens anklager erkendte i retten, at han ikke har en beviselig sikker sag:
- Jeg er da godt klar over, at vi ikke står med en sag til domsfældelse, men et sted skal vi jo starte, sagde han.

Han krævede de to mænd varetægtsfængslet, fordi der kan være frygt for, at de vil lave kriminalitet, hvis de bliver sat på fri fod.

De to mænd blev anholdt foran en netcafé i Bøgeparken i Vollsmose, hvor de stod sammen med en gruppe drenge. I retten forklarede de varetægtsfængslede, at de havde været i caféen det meste af aftenen, men at de på et tidspunkt havde været ude at gå en tur i området i omkring tre kvarters tid.

Forsvareren forstår ikke, hvorfor politiet ikke straks afhørte de personer, de to mænd stod sammen med, da de blev anholdt:
- Det er for dårligt politiarbejde, at man ikke har afhørt et vidne eller to i den gruppe, de står i, da de bliver anholdt, sagde han.

En tredje mistænkt er stadig på fri fod og eftersøges af politiet.