I det fynske folks tjeneste

Færgelukning kan blive politisk varm sag

Hvis Molslinien lukker færgeruten, vil lastbiltrafikken over Fyn og Storebælt stige med 8-10 procent.

Udsigten til mere trafik på landevejene får Mols-Liniens færgeplaner til at starte debat om Storebæltsaftalen.

Den planlagte lukning af færgeruten med de såkaldte kombifærger mellem Aarhus og Kalundborg kan ende som en varm sag på transportminister Hans Christian Schmidts (V) bord.

Mols-Liniens plan om at sælge to fragtfærger og indstille driften kan ende i en politisk strid om fortolkning af Storebæltsaftalen. Den siger, at der skal opretholdes mindst én færgerute mellem landsdelene efter bygningen af Storebæltsbroen.

- Det kan måske ende i en juridisk og politisk diskussion, om aftalen overholdes, hvis man lukker den betydelige færgerute med 125.000 lastbiler og løstrailere om året og kun opretholder hurtigfærgerne, siger cheføkonom Ove Holm fra Dansk Transport & Logistik (DTL).

Han mener, at en løsning kunne være at indsætte såkaldte Ro-Ro-færger, som alene medbringer lastbiltrailere og ingen passagerer.

- Det vil være meget billigere at drive den slags færger, og jeg tror også, at der arbejdes på en sådan løsning, siger Ove Holm.

Mols-Liniens ledelse har udtalt, at det eneste, der kan redde ruten, er et statstilskud. Transportministeren har bedt om en redegørelse om konsekvenserne af en færgelukning, inden han udtaler sig.

Mens borgmestrene i Aarhus og Kalundborg har henvendt sig til transportministeren og Folketingets trafikordførere for at advare mod konsekvenserne, så har DB Schenker (tidligere DSB Gods) sagt, at selskabet er klar til at bringe mange flere løstrailere på jernbane mellem Jylland og Sjælland.

- Vi er klar til dialog med de firmaer, der nu står til at lukke endnu flere lastbiler ud på de i forvejen trafikerede motorveje i Trekantsområdet og på Fyn, siger direktør Stig Kyster-Hansen.

Hvis fragtruten lukker, vil lastbiltrafikken over Storebæltsbroen stige med 8-10 procent, mener Ove Holm fra DTL, og i runde tal vil det koste omkring 1000 kroner mere at bringe en lastbil fra Aarhus til København.

Ud over planen om lukning af færgeruten reducerer Mols-Linien fra på mandag også trafikken for hurtigfærgerne. Der bliver ingen afgange til eller fra Ebeltoft på hverdage efter klokken 15.

Ved du noget? Så send os et tip

Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig

Tryk på del og herefter "Føj til hjemmeskærm" for at oprette en genvej.

Åben browser menuen og vælg "Føj til startskærm" for at oprette en genvej.