I det fynske folks tjeneste

Færgestrid mellem Ærø og Svendborg

Ærøpolitikerne er sure og harme efter, at Svendborgs politikere afviser at lade Ærøfærgen anløbe Skovballe på Tåsinge. Storebror tromler, lyder det fra Ærø.

Ingen færgedrift til Tåsinge, siger Svendborgpolitikerne.

- Det er næsten til at grine ad. Nu har vi i årevis hørt fra det omgivende samfund, at vi på Ærø skulle se at blive enige om færgerne. Og nu er vi så enige, og så vil de ikke engang snakke med os, inden de begynder at skyde det hele ned, siger Karsten Landro (K), der er forhenværende borgmester i Marstal.

Reaktionen kommer efter, at flere af Svendborgs politikere afviser planerne om en ny færgerute mellem Ærøskøbing og Skovballe på Tåsinge. En plan politikerne på Ærø ellers er enige om - efter 30 års færgediskussioner på øen.

- Det kan ikke være rigtigt, at storebror på den måde skal tryne os på forhånd, siger Karsten Landro.

Svendborg og Ærøs politikere har planlagt et fælles møde på tirsdag, hvor færgeplanen er på dagsordnen.