Færre betjente gavner de indsatte

De seneste dage har TV 2/FYN fortalt om problemer med for få fængselsbetjente i fængslerne.

Argumentet har lydt, at flere fængselsbetjente vil øge sikkerheden og forbedre arbejdet med at gøre de kriminelle til almindelige samfundsborgere.

Men sådan hænger det ikke sammen, siger landsforeningen KRIM, der blandt andet arbejder med de indsattes rettigheder.

De fynske fængselsbetjente mener, de er for få og for ofte er alene på vagt. Det øger volden i fængslerne, mener de. Men den køber formanden for KRIM, Claus Bonnez ikke.

- Noget tyder på, at når der er mange fængselsbetjente til stede, så stiger konfliktniveauet, Siger Claus Bonnez.

Sparekrav gør at betjentene i stigende grad er alene med de indsatte. Og flere alenevagter er måske på vej.

Det mener betjentene fører til mere vold både mod personale og indsatte. Resultatet er sygdom og tidlig pensionering, mener betjentene.

- Med det klientel, vi efterhånden har fået. Vi har alle sammen set bandekonflikter fra København og andre steder i fjernsynet. Det er jo de mennesker, vi har med at gøre herinde nu, ogde ændrer ikke adfærd, fordi de komer herind at sidde, siger Bo Sørensen, tillidsmand i Nyborg Statsfængsel.

Undersøgelser viser det modsatte

Men en undersøgelse KRIM har lavet viser noget helt andet.

- I 2005 var fangetallet over 4000, og det har det ikke været i mange, mange år, og det er også faldet igen. Og det år var der det næstlaveste antal registreringer om påstået vold og overgreb mod personalet, siger Claus Bonnez.

Det samme viste en finsk undersøgelse tilbage i halvfjerdserne.

- Så noget tyder på, det stadigvæk holder stik, at der ikke er en sammenhæng mellem hvor mange betjente, man putter ind i fængslerne, og vold. Måske snarere omvendt, forstået på den måde, at konfliktniveauet faktisk stiger, når der er meget personale, siger Claus Bonnez.

En anden konsekvens af alenevagterne er, at betjentenes tid går med kontorarbejde. Det gør at arbejdet med at ændre de indsattes livsbane forsømmes, mener de.

- Det kræver, at man har mandskab til stede, og det kræver, at man har nogle ressourcer til at gøre noget ved de afsoningsmæssige forhold, der er for dem. Så man kan forsøge at vise dem en anden vej her i livet end skydevåben og vold, siger Bo Sørensen.

Men heller ikke det tror krim på.

- Der var også en rapport, der blev lavet for nogle år siden, som konkluderede, at betjentene holder sig for sig selv, sidder inde på deres kontor og drikker kaffe og spiller kort og computerspil og den slags. Og det er også det, vi fornemmer, de indsatte siger; er der meget personale, så holder de sig bare for sig selv, fordi så har de noget selskab, siger Bonnez.

KRIM så hellere flere undervisere, pædagoger, psykologer og fængselspræster.

- For det er dem, der flytter rigtig meget for de indsatte. Det er der også nogle betjente der gør, men der er rigtig meget der tyder på, at betjentene arbejder mere med de indsatte, når der ikke er for mange andre betjente til at distrahere dem, slutter Claus Bonnez.

Oversigt

    Oversigt