Færre drab på børn

Der bliver begået langt færre drab på børn end tidligere. Nu gælder det en indsats mod mænd, der får psykiske problemer efter skilsmisse, mener forskere fra SDU.

Der bliver stadig færre af de tragiske, men heldigvis sjældne drab på børn herhjemme. Det skriver Ugeskrift for Læger mandag.

En gruppe forskere fra Syddansk Universitet har gennemgået de drab på børn, der er blevet begået i Fyns og Sønderjyllands Amter fra 1972 til 2005, og antallet af de uforståelige drab er faldet markant.

Det store fald skyldes først og fremmest, at der er langt færre af de såkaldte familiedrab, hvor en af forældrene dræber børnene og ofte også sig selv.

Blandt de kvindelige gerningsmænd er faldet så stort, at de nærmest er forsvundet fra statistikken. Antallet af familiedrab begået af mænd er faldet væsentligt mindre, så de nu står bag langt størstedelen af
familiedrabene.

Ifølge forskerne er den typiske grund til, at mænd begår familiedrab, at familien er gået i opløsning, f.eks. hvis forældrene er blevet skilt. Nye udenlandske undersøgelser viser da også, at op mod 80 procent af gerningsmændene til familiedrab har psykiske problemer på gerningstidspunktet, og at der er ægteskabelige problemer i hvert fjerde parforhold. Det er helt anderledes end tidligere, hvor den typiske årsag til familiedrab var økonomiske og sociale problemer.

I rapporten foreslår forskerne derfor, at man styrker den forebyggende indsats mod mænd, som i forbindelse med en skilsmisse udviser tegn på psykisk krise. En forbedret familierådgivning ved separation kan også være en god ide, mener forskerne.

Forskerne har sammenlignet tallene med en tidligere landsdækkende undersøgelse, og mens der i årene fra 1946 til 1970 årligt blev begået 3,5 drab på børn for hver million indbyggere, blev der fra 2000-2005 begået 1,2 drab pr. million indbyggere per år.

Undersøgelsen sender en slags beroligende budskab til urolige forældre. Drab på børn begås nemlig overvejende af forældre eller stedforældre, mens det kun i ganske få tilfælde er en ukendt gerningsmand der står bag.

Oversigt

    Oversigt