Færre fynske konkurser

Konkursbølgen ruller stadig i store dele af landet, men på Fyn er antallet af konkurser faldet mærkbart, viser nye tal fra Danmarks Statistik.

Fyn har de seneste 12 måneder oplevet et fald på 8,4 pct. i det faktiske antal af konkurser sammenlignet med foregående 12 måneders periode, mens vi på landsplan oplevede en stigning på 8,4 pct.

- Det er svært at sige, hvorfor Fyn klarer sig bedre i konkursstatistikken, men større samhandel med Tyskland og dermed større gavn af det tyske opsving kan være gældende for Region Syddanmark. Samtidig er Fyn i modsætning til andre dele af regionen ikke begrænset af udkantsproblematikken, forklarer økonom i Dansk Erhverv, Bo Sandberg.

- Fyn tager sig også godt ud i statistikken over nyetablerede selskaber, hvor de sidste 12 måneder har budt på en vækst på 17,9 pct. sammenlignet med landsgennemsnittet på 13,1 pct. Generelt peger det på, at der er lys forude for iværksætteriet, siger han.

Konkursbølgen ruller stadig

På landsplan ser statistikken mere bekymrende ud. I februar var der således 485 konkurser mod 452 måneden før, når der korrigeres for normale sæsonudsving.

Kigger man på de seneste 12 måneder, så er det faktiske antal af konkurser steget med 10,1 pct. på landsplan sammenlignet med foregående 12 måneder.

- Tallene viser, at det samlede antal konkurser de seneste 12 måneder ligger 8,4 pct. over antallet i samme periode året før. Så selvom slutningen af 2010 bød på et fald i konkurstallet, kan vi ikke afblæse konkursbølgen, der stadig ruller over dele af landet. Især Region Hovedstaden trækker konkurstallet op, mens andre dele af landet trækker ned, siger Bo Sandberg.

Oversigt

    Oversigt