I det fynske folks tjeneste

Færre gadesovere i Odense

Gadepræsten er med til at hjælpe hjemløse

Mens antallet af hjemløse gadesovere vokser på landsplan, er antallet faldet markant i Odense. Den såkaldte Housing First-strategi får æren.

For to år siden var der 34 hjemløse, der sov på gaden, i Odense.

Nu er der kun otte tilbage viser tal fra Socialforskningsinstituttet, SFI.

Opgørelsen blev lavet i uge seks i 2011 i landets otte største kommuner, som alle deltager i den nationale hjemløsestrategi.

Det samlede antal hjemløse i Odense er faldet fra 208 i 2009 til 178.

På landsplan er tallet steget seks procent i samme periode og er nu på 5290 personer.

Housing First virker

Æren for det faldende antal hjemløse i Odense tilskrives Odense Kommunes arbejde med Housing First, forklarer chefen for Socialcentret i Social- og Arbejdsmarkedsforvaltningen, Susanne Kvolsgaard.

Det går ud på så vidt muligt at skaffe de hjemløse deres egen bolig og støtte dem i at klare sig selv.

Samtidig har kommunen i samarbejde med Kirkens Korshær skaffet pladser på herberger, forsorgshjem og varmestuer til dem, der ikke magter at bo i eget hjem.

Det gælder ca. en fjerdedel af de hjemløse.

Desuden har man indført "hellesteder", hvor det er accepteret, at de hjemløse opholder sig og hvor kommunens medarbejdere kan tilbyde dem hjælp.

Ikke kun positivt

Tallene viser dog også stigninger i Odense.

Antallet af hjemløse på natvarmestue og herberger er steget med henholdsvis syv og seks personer og på herbergerne har der været flere kortvarige ophold, mens der er færre langtidsophold.

Syv flere unge mellem 18 og 14 år boede på herberg i 2011 i forhold til 2009.

Det er ellers meningen at de unge ikke skal på herberg, men hjælpes på anden måde. Derfor vil Odense Kommune sætte ekstra fokus på de unge.

Ved du noget? Så send os et tip