Sundhedsaftale: Færre skal ryge og syge skal beholde job

Færre skal ryge, den mentale trivsel hos børn og unge skal forbedres, og syge borgere skal beholde deres tilknytning til arbejdsmarkedet. Det er målet i en ny sundhedsaftale i Syddanmark.

Region Syddanmark, de 22 syddanske kommuner og de praktiserende lægers organisation PLO Syddanmark har aftale en række mål, der skal i mål inden 2023.

Baggrunden for aftalen er klar: De kommende år vil presset på sundhedsvæsenet stige. Der kommer fortsat flere ældre, antallet af borgere med en eller flere kroniske sygdomme vil stige, og det samme er tilfældet for borgere med psykiske lidelser.

For at løse den udfordring, kræver det et godt samarbejde på tværs af region, kommuner og praktiserende læger.

Det er Sundhedskoordinationsudvalget, som står bag arbejdet med sundhedsaftalen.

- For mig er ét af de vigtigste mål, at borgene ikke bliver kastebold imellem myndighederne. Vi har et fælles ansvar for, at borgerne får et sammenhængende forløb, og hvis der er tvivl om, hvem der skal gøre hvad, og hvem der betaler, så må tvivlen aldrig komme borgeren til skade, siger formand for Sundhedskoordinationsudvalget, Bo Libergren (V) i en pressemeddelelse.

Formand for PLO Syddanmark, Jørgen Skadborg, er også glad for aftalen:

- Praktiserende læger arbejder hver dag for at holde borgerne i Syddanmark sunde og raske og for at sikre, at de får den hjælp, de har brug for, når sygdommen rammer. Den nye sundhedsaftale giver gode forudsætninger for at udvikle vores samarbejde med Region Syddanmark og de 22 syddanske kommuner, så vi i fællesskab kan tage et endnu større ansvar, siger Jørgen Skadborg.

Fakta om sundhedsaftalen

Oversigt

    Oversigt