I det fynske folks tjeneste

På vej mod røgfri generation: Færre skoleelever i Odense ryger

Der bliver færre elever i skolerne i Odense, der ryger. Det viser en ny undersøgelse om skoleelevernes sundhed og trivsel.

Flere og flere af eleverne i skolernes ældste klasser vælger at kvitte smøgerne, viser ny undersøgelse. Foto: Claus Bjørn Larsen/Ritzau Scanpix

Odense har som ambition, at ingen børn og unge ryger i 2025 – altså om lidt over fem år. De seneste tal fra den årlige undersøgelse af elevernes trivsel og sundhed viser, at det går den rigtige vej.

I løbet af de seneste fem år er antallet af rygere i 8., 9. og 10. klasse faldet mærkbart. I 10. klasserne er der i 2018/2019 12,6 procent af eleverne, der ryger, mens tallet i 2013/2014 var på 21,6 procent. Altså et fald på ni procentpoint.

Andelen af elever, der ryger i 8. og 9. klasserne er væsentligt mindre. Nu angiver henholdsvis 1,7 og 3,9 procent af eleverne, at de ryger. For fem år siden var tallene 2,8 og 6,6 procent. Altså et fald på begge årgange.

Læs også Emma er gravid og ryger: En belønning er åndssvagt

Tallene bliver modtaget med tilfredshed i Odense Kommune.

- Det ser generelt ud til at gå den rigtige vej. Der gøres rigtigt meget i øjeblikket sammen med skolerne for at forebygge rygning blandt unge i Odense, og vi kan håbe, at det intensiverede arbejde kun kan betyde, at andelen af unge, der ryger, falder endnu mere, sådan som vi nu kan se resultaterne på de ældre årgange ser ud til at gøre, siger Anders Seekjær, der er sundhedsstrategisk leder i Odense Kommune.

Men selvom de ældste elever ryger mindre, så viser undersøgelsen også, at antallet af i 7. klasserne nu stiger en smule.

Læs også Kampen mod røg: Slut med tobakspenge til arrangementer i Odense

Én procent af eleverne på 7. årgang angiver i nyeste undersøgelse, at de ryger. Tallet er det samme som for fem år siden, men andelen af de helt unge rygere har været stigende de seneste tre-fire år.

- Det er naturligvis en bekymrende udvikling i 7. klasserne, og det arbejder vi på at vende de kommende år, siger Anders Seekjær.

Kilde: Odense Kommunes sundhedsprofilundersøgelse 2018/2019

Men selvom der har været en marginal stigning i 7. klasserne, glæder den sundhedsstrategiske leder sig over de nye tal.

- Det går den rigtige vej for de fleste årgange, men det er fortsat en stor opgave i at forebygge rygning, fordi det har så alvorlige konsekvenser. Og det betyder, at der er nogen derude, der gør noget, der virker over for denne meget svære målgruppe, siger den sundhedsstrategiske leder.

Den såkaldte sundhedsprofilundersøgelse er blevet gennemført siden 2011. Alle elever i 33 folkeskoler, en ungdomsskole og syv privat- og friskoler har fået tilsendt spørgeskemaet. Svarprocenten har været på 85.

Det er Odense Byråd, der har vedtaget visionen om at gøre Odense helt røgfri i 2030, og samtidig få den første generation helt uden rygere i 2025.