Færre syddanske unge vælger SDU

Færre unge i Syddanmark vælger videregående uddannelser.

Unge i Syddanmark har i år valgt job eller korte uddannelser frem for universitetsstudier. Det er hovedårsagen til, at Syddansk Universitet i år har oplevet større tilbagegang end de andre danske universiteter.

Blandt de syddanske unge er der 25 procent færre end sidste år, der ønskede en lang videregående uddannelse. Det viser analyser fra Studiekontoret på Syddansk Universitet.

Til sammenligning er den samlede nedgang for alle regioner er på 17 procent.

- Da syddanske unge, der ønsker en universitetsuddannelse, ofte vælger SDU, rammes vi særlig hårdt af den faldende søgning, siger universitetsdirektør Per Overgaard Nielsen.

Tre ud af fem førsteprioritets-ansøgninger til SDU, stammer således fra unge i den syddanske region.
 
- Alle danske universiteter har haft faldende søgning i 2008, men det er klart, at vi har været særdeles interesserede i at klarlægge, hvorfor SDU - som ellers har haft fremgang siden det blev dannet for 10 år siden - har måttet tegne sig for den største tilbagegang, siger Per Overgaard Nielsen.

- Den største udfordring for os og for det syddanske samfund er derfor at motivere flere unge i regionen til at tage en lang videregående uddannelse, siger Per Overgaard Nielsen.

Oversigt

    Oversigt