I det fynske folks tjeneste

Færre sygedage sparer kommune for 27 millioner

Assens Kommune har sparet mange millioner på at sænke sygefraværet i kommunen. 27 millioner er der sparet de seneste fire år.

På plejecenter Korsvang i Assens mærker de ansatte, at kommunen har fokus på den daglige trivsel.

- Man føler, at de tager hånd om medarbejderne, siger social- og sundhedsassistent Stina Jørgensen.

 

Og den kærlige hånd giver bonus. Det kan teamlederen se måned for måned.

- Sygefraværet er dalet markant. Især det korte fravær, altså, de dér en-to-dages fravær, som vi har haft, siger teamleder for hjemmeplejen i Assens Nord, Kirsten Busch.

Sygefraværet er helt præcist faldet fra 14,4 dage pr ansat pr år i 2008 til 9,1 sygedage i 2012. Det svarer til 5,3 færre sygedage pr medarbejder hvert år.

- Og vi har 3500 medarbejdere, så kan man jo begynde og gange og dividere. Vi har prøvet at vurdere den kapitaliserede effekt, og den er 27 millioner, siger Henning Qvick, der er økonomidirektør i Assens Kommune.

Sygefraværet på skolerne i Assens er halveret, og alle arbejdspladser skal sætte konkrete mål for de kommende år.

- Det er med til at fokusere, det er jeg helt sikker på. Alle vil godt opnå nogle gode resultater, siger Henning Qvick.

Og så er der lige det der med at ringe til en syg medarbejder. Det gør teamleder Kirsten Busch efter tre sygedage. Det har Stina Jørgensen ikke noget imod.

- Jeg føler det ikke som en kontrol. Absolut ikke. Jeg føler det som om, at hun virkelig er bekymret for mig, siger hun.

Men faktisk har Stina Jørgensen få sygedage, og det udløser en særlig bonus, fortæller teamleder Kirsten Busch.

- Når én af mine medarbejdere ikke har været syg i tre måneder, så får de en ekstra fridag. Har de ikke været syg et helt år, så får de en ekstra én oven i hatten, siger hun.