I det fynske folks tjeneste

Færre timer i folkeskolen

Mange af landets folkeskoler lever ikke op til lovens mindstekrav, når det gælder det antal undervisningstimer, som eleverne skal have. Folkeskolerne skærer ned på antallet af skoletimer, og det bliver værre efter sommerferien  

- Det er et absolut skrabet skolevæsen, vi kører, siger formanden for Odense Lærerforening, Anne-Mette Kæseler Jensen til Kristeligt Dagblad.

I Odense er der ikke en eneste skole som lever op til det antal undervisningstimer, som ministeriet anbefaler. Og det gælder også flere andre kommuner.

Har fået penge

Undervisningsminister Bertel Haarder (V) mener, at det enten er lærerne, der overdriver det faldende timetal eller kommunerne, der ikke forvalter pengene godt nok.

- Hvis der er noget som helst om de faldende timetal, er det uundskyldeligt. Kommunerne har fået de penge, de skal have, og vi vil holde nøje øje med, at de overholder kravene, siger han. Det skriver Kristeligt Dagblad tirsdag.

KL forklarer situationen som en nødvendig prioritering.
- Der er ikke penge nok til det hele, så når vi skærer i timetallet, er det simpelthen fordi, at det ikke kan være anderledes. Eneste alternativ er at sætte flere børn i hver klasse, men det ønsker vi jo heller ikke, siger Henrik Larsen (R), formand for børne- og kulturudvalget i KL.