Færrest dårlige betalere i Syddanmark

Region Syddanmark er den region med det laveste antal dårlige betalere og den laveste gæld. Men i hele landet stiger antallet af dårlige betalere.

Der blev flere dårlige betalere i 2012. Det viser nye tal fra Debitor Registret, der er Danmarks næststørste skyldnerregister. Den samlede gæld i registret er dermed steget med 11 procent til 5,9 milliarder kroner.

Antallet af dårlige betalere steg med beskedne 2,5 procent. Men situationen har udviklet sig til det værre for dem, der allerede er i registret.

- De dårlige betalere har fået endnu større økonomiske problemer, siger Birger Baylund, direktør i Debitor Registret.

For et år siden havde 60 procent af dem, der er indberettet, kun én registrering. I dag er det tal nede på 54 procent.

Til gengæld er antallet med flere registreringer steget til 46 procent.

- Vi kan se, at det bider sig mere og mere fast blandt de dårlige betalere. Deres registreringer blive tungere og tungere, siger Birger Baylund.

I starten vil man typisk først undlade at betale mindre regninger. Som noget af det sidste kommer manglende betaling af gæld til for eksempel bank. Disse "tunge" registreringer er tegn på, at privatøkonomien er væltet, vurderer Birger Baylund.

Hos Debitor Registret forventer man fortsat svære tider i 2013.

- Vi regner ikke med at se nogen stor stigning i antallet af dårlige betalere generelt. Men vi forventer, at de dårlige betalere fortsat bliver dårligere, med mindre arbejdsløsheden pludselig bliver lavere, siger Birger Baylund.

Forhold som rente, arbejdsløshed og boligmarked har betydning for antallet af dårlige betalere. Dermed kan der blive tale om et fald i områder, hvor arbejdsløsheden er lavest og hvor der kommer gang i bolighandlerne.

Omvendt er der en risiko for flere dårlige betalere blandt dem, der er på vej ud af dagpengesystemet, ligesom boligejere kan komme i problemer, når de første afdragsfrie lån udløber.

Tendensen til øget gæld er ikke ensartet på tværs af landet. I region Hovedstaden skylder de dårlige betalere i gennemsnit 3000 kroner mindre end året før.

Region Syddanmark er den region med det laveste antal dårlige betalere og den laveste gæld, mens Region Sjælland har det største antal dårlige betalere. Samtidig er gælden steget her.

Oversigt

    Oversigt