I det fynske folks tjeneste

Fakkeltog mod racisme

Både i Odense og Svendborg vil borgerne på fredag vise deres modstand mod nazisme, racisme og fremmedhad. Det sker nøjagtigt 63 år efter Krystalnatten i 1938, hvor nazisterne indledte forfølgelsen mod jøder, sigøjnere, handicappede, homoseksuelle og andre anderledes tænkende mennesker.

-

Arrangørerne bag fakkeltogene tager afstand fra aktuelle politiske meldinger om nye stramninger på flygtninge- og indvandrerområdet. Samtidig advarer de mod at gøre alle muslimer til syndebukke for terrorangrebet mod World Trade Center.

I Odense er det ottende år i træk, at Krystalnatten markeres. I år sker det ved hele to fakkeltog.

Det ene starter på Flakhaven kl. 16.30. Der vil være taler ved bl.a. Ahmed Bozo, der er formand for Flygtninge- og Indvandrerrådet i Odense, og Bente Nielsen, der repræsenterer den borgergruppe i Nørresundby, der sang foran nazisternes hus hver dag.

Det andet, der er arrangeret af fire  ungdomsorganisationer starter kl. 16.30 i Granparken i Vollsmose og slutter ved Kongens Have kl. 18.

I Svendborg afholdes fakkelmødet på Torvet kl. 16.30. Her vil bl.a. borgmester Jørgen Henningsen holde tale.