Fakta: De seneste døgn i Vollsmose

Odense-bydelen Vollsmose har siden mandag aften igen været i fokus. Hermed et overblik over, hvorfor:

* To rivaliserende indvandrergrupper støder mandag aften sammen i Vollsmose. Det sker i forbindelse med en eid-fest, der afslutter ramadanen.

* En 26-årig mand bliver skudt og stukket med kniv. Beboerne tilkalder en ambulance, som kører manden til skadestuen på Odense Universitetshospital.

* 60-70 unge trænger herefter ind på skadestuen i et forsøg på at få fat i den 26-årige mand. De optræder så truende over for skadestuepersonalet, at politiet må trække våben for at trænge dem tilbage.

* I alt seks personer har været anholdt i sagen. Tre bliver fremstillet i grundlovsforhør onsdag, mens de tre andre er sat på fri fod. Yderligere to er eftersøgt.

En 19-årig mand bliver onsdag eftermiddag varetægtsfængslet i foreløbig fire uger. Manden er sigtet for at have deltaget i urolighederne på skadestuen.

To mænd på 26 og 20 år bliver varetægtsfængslet i foreløbig fire uger. De er sigtet for at ville dræbe to personer i en bil ved Vollsmose Torv mandag aften.

* Siden de voldsomme uroligheder mandag har politiet haft et stærkt forhøjet beredskab i området.

* Hen over tirsdag aften forsamler omkring 100 personer sig ved Bøgetorvet, hvor de ved 22-tiden begynder at brække brosten op og kaste voldsomt med både brostenene og flasker efter politiets køretøjer helt ud på Vollsmose Allé. Ingen bliver ramt.

* 16 personer bliver tilbageholdt for identifikation, oplyser politiet. Klokken 23.08 meldes der om ro over området. Lidt senere - klokken 23.50 - bliver en 15-årig mand sigtet for overtrædelse af våbenloven og maskeringsforbuddet.

* En trafikulykke onsdag aften vidner om den anspændte situation, der hersker i den socialt belastede Odense-bydel.

Politiet modtager klokken 22.25 en anmeldelse om masseslagsmål i Egeparken, der viser sig at være en trafikulykke, hvor en nu identificeret flugtbilist påkører en pige på rulleskøjter.

* Tre ministre - justitsminister Morten Bødskov (S), boligminister Carsten Hansen (S) og social- og integrationsminister Karen Hækkerup (S) - besøger torsdag morgen Odense Politi. Men de holder sig væk fra Vollsmose.

Oversigt

    Oversigt